Rejse-bloggen: Tanker fra et strømsvigt

Som jeg kort fik skrevet på bloggen har vi i Bagamoyo haft en del problemer med strømmen. Hele byen havde i en uge op til strømsvigtet haft en meget ustabil strømforsyning, hvor strømmen kom og gik i små intervaller. Pludselig forsvinder strømmen så lige som den havde gjort utallige gange tilligere på ugen. Forskellen var bare at denne gang kom strømmen ikke tilbage før efter en uge. Når man kommer fra Danmark og ikke normalt har strømsvigt, er det en ret sjov oplevelse at se hvad der sker med et sammenfund når strømmen bare pludseligt forsvinder. For det første bliver der meget mørkt efter solnedgang, så efter kl. 7 hvor solen går ned, er det eneste lys mere eller mindre månen og nogle få stearinlys oplyste butikker. For det andet forsvinder vandet i vandhanerne, da der skal bruges strøm til at pumpe vandet ud af rørene. Så derfor var vi ligesom alle andre nødt til at gå ned i den nærliggende landsby, og stå i kø ved pumpen og pumpe vand med håndkraft, alt sammen til stor morskab for lokalbefolkningen. I et langvarigt strømsvigt opstår der også helt nye erhverv, fx hvis du har en generator og en forlænger ledning, så kan du lave en ”mobiloplader”-butik, hvor folk kan komme hen og lade deres telefoner op. Så alt i alt var det en stor oplevelse at miste strømmen i en uge, men jeg er glad for at strømmen nu er tilbage så man kan få et ordentligt brusebad og at der strøm om aftenen når man skal lave mad.

Men nok om strømsvigtet, der er også sket andre ting siden sidste blogindlæg. For det første har vi nu undervist i lidt over en måned. Vi har observeret en ting nu her efter den første måned som egentlig er ret forfærdelig. Lige omkring månedsskiftet lagde vi mærke til at vi fik en masse nye elever, samtidig med at nogle af dem vi havde haft for start pludselig stoppede med at komme. Det synes vi egentlig var ret mærkeligt, da vi er halvvejs i vores forløb, så enten ville eleverne havde misset starten eller slutning på vores forløb. Det gik så ret hurtigt op for os at skolepengene bliver betalt for en måned af gangen hernede, så hvis forældrene ikke havde penge til at betale for den første måned så ventede de bare til midt i forløbet med at sende deres børn, og omvendt hvis de ikke havde penge til den sidste måned, trækker forældrene bare deres børn ud efter en måned så de ikke får slutning med. Så det er lidt hårdt at vide at elever der kunne få rigtig meget ud af vores undervisning, ikke får den fordi deres forældre ikke lige havde de par hunderede kroner som en månedes skolegang koster. Men vi kan jo ikke redde hele verden så vi fortsætter bare med at arbejde med de børn vi nu engang har.

Af mere positive ting omkring vores undervisning kan der nævnes at eleverne bliver bedre og bedre til at forstå de danske læringsmetoder som vi bruger. I Tanzania foregår undervisning meget sådan at læreren står oppe ved tavlen og forklare og så skriver eleverne alt ned som læreren skriver uden at reflekterer eller rigtig forstå det der bliver undervist i. Det er altså denne form for undervisning som vores elever plejer at modtage, så det tog dem lidt tid at forstå at spørgsmål ikke kun er noget som læreren stiller til eleverne, men at det også er ok, at eleverne stiller spørgsmål til læreren hvis der er noget de ikke forstår. Eller at eleverne selv skal tænke over og løse opgaver, eller par- og gruppegruppe arbejde, eller hvilke som helst andre metoder som vi kender fra Danmark. Men som sagt er de nu ved at forstå at det er sådan vi arbejder i vores timer, og man kan mærke at nu når de har forstået dette, så arbejder de rigtig godt med metoderne, og får en del forståelse ud af vores undervisning.

Der er også sket et par ting udenfor undervisningen. Tyler (amerikaneren som vi har boet med) er flyttet fra Bagamoyo til Mafia island, hvor han skal lave noget frivilligt arbejde. Det er ret underligt at have boet med en person i næsten to måneder, hvor man har lært hinanden ret godt at kende, og blevet ret gode venner, og så pludselig er personen bare væk. Han kommer god nok tilbage og bor med os i cirka 14 dage i starten med december. Men man kommer stadig til at tænke på hvor flygtige de bekendtskaber som man skaber hernede er. Man kan godt nok holde kontakten over internettet med de fleste, særligt de andre volontører man møder hernede, men den der tættet kontakt kan forsvinde så hurtigt. Men der er jo heldigvis lang tid til at jeg skal hjem så den tid den sorg.

Der har også været stor musikfestival i byen. Lige pludselig blev der bygget en stor scene på en fodboldbane midt i byen, og vi fik så fortalt at der skulle være musikfestival i weekenden. Det var en fed oplevelse, med rigtig meget blandet musik alt fra traditionelt afrikansk over reggae og tanzaniansk hip-hop (kaldet bongo-flava) til japansk elektronisk musik (festivallen var åbenbart støttet af den japanske ambassade, så jeg har danset fælles dans med den japanske ambassadør i Tanzania). Det var lækkert at have en weekend hvor man bare kunne afstresse totalt med en masse god musik.

Det blev et lidt lang indlæg i denne omgang, men det er også lang tid siden jeg har kunne skrive sidst. Håber alle har det godt i Danmark, USA eller hvor ellers folk nu læser med fra, og at i stadig nyder at følge med i mine oplevelser her på bloggen.