I mit
sidste blogindlæg skrev jeg om hvordan jeg skulle holde ferie. Dette
har jeg gjort i fulde drag, og derfor har jeg også holdt pause for
blogskriveriet, dog får i dette indlæg en opdate på hvad jeg har
gået og lavet.
Min
ferie startede med en træls oplevelse i og med, at jeg sammen med en
gruppe andre var udsat for et røveri. Vi var en gruppe volontører
og nogle af vores lokale venner, der havde aftalt at spise sammen på
en restaurant, og mens vi sad og ventede på vores mad kommer der et
par bevæbnede mænd ind, og siger at vi skal ligge os ned på gulvet
og aflevere vores ting. De tog så de ting de lige fik overrakt og
var meget hurtig ude igen. Personligt mistede jeg ikke andet end de
penge jeg skulle have betalt med på aftenen. Det var en ret
ubehagelig oplevelse, men jeg har fået det snakket godt igennem med
de andre der var med på aftenen, samt med en psykolog fra min
rejseforsikring. Så selve oplevelsen er landet rigtig godt, og den
ene oplevelse kommer ikke til at overskygge alle de gode oplevelser
jeg har haft hernede og kommer til at få. På den gode side slog
oplevelsen virkelig fast at man ikke skal gå om aftenen med flere
penge end man skal bruge.
Denne
dårlige oplevelse blev dog hurtigt overskygget, da mine forældre
kom ned her til Tanzania et par dage senere (midt i december). Det
var helt fantastisk at stå ansigt til ansigt med mine forældre
efter tre måneder værende væk fra dem. Vi startede med at spændere
cirka en uge i Bagamoyo. Denne uge blev brugt på at vise mine
forældre de steder der har betydet noget for mig i løbet af mit
ophold. Dette er blandt andet huset vi bor i, skolen, de forskellige
RANI-projekter og meget mere. Endvidere var vi til maletime med en
lokal kunstner, Ras T, hvor vi hver i sær fik malet et
masai-billede. Så mine forældre har tre meget anderledes souvenirer
med sig hjem, som helt sikkert skal op på væggen at hænge hjemme i
Hornslet. Det var rigtig sjovet at male (har allerede aftalt at jeg
skal ned og lave et til), og efterfølgende inviterede vi Ras T ud at
spise, hvor vi blandt andet snakkede om uddannelse og politik. Det
var super spændende at snakke om sådanne emner med en lokal der
faktisk havde noget viden om tingens sammenhæng eller mangel på
samme. Min mor fik også syet et par kjoler i hos vores stam syriske
Pili. Så næste gang i ser min mor er hun måske klædt i en
skræddersyet, farverig, tanzaniansk kjole.
Hen
over jul tog vi på safari i Mikumi-nationalparken. Dette er den
samme park som jeg tidligere har været i, men dette gjorde bestemt
ikke noget, da ikke to safarier er den samme, og vores guide på
denne tur var helt fantastisk. Han viste noget om alt fra træer over
fugle og insekter til store pattedyr, og så var han fantastisk til
at spotte dyrene. Så vi fik både set løver, elefanter, giraffer,
zebraer, bøfler, flere salgs antiloper, kæmpe øgler, et væld af
fugle og meget meget mere. Helt fantastisk også selvom det var anden
gang i samme park. Stedet vi boede var også helt i top. Vi boede på
en louge ejet af en britte, Kate. Centrum i lougen var en stor bakke,
hvor der på toppen lå en banda (en konstruktion med palmebaldstag
og uden vægge, ret normal hernede, da man gerne vil beskytte sig mod
regn, men ikke vil stoppe den kølende blæst), denne banda indeholdt
hotellet rasturante/fælles areal. Hele vejen rundt og bakken var der
telte, som var hævet fra jorden så dyrene ikke kunne komme ind.
Stedet lå nemlig midt i parken, og der kunne derfor gå dyr rundt
mellem vores telte. Fx var der en dag hvor vi kom ud af vores telt,
og gik ned til masaien der skulle eskorterer os, in case der lige
pludselig skulle stå en løve foran os. Masaien står så og lyser
ind i buskaset lige foran vores telt, hvor der så står en antilope.
Da vi så begyndte at gå op mod toppen af bakken hører vi et kæmpe
brøl. Masiaen vender sig så om og siger: ”Lion” (løve). Derpå
spøger vi så: ”How far is they away?” (hvor langt væk er de?).
Hvortil han iskøligt svare: ”Not far”(ikke særlig langt), og så
vendte han sig bare og gik videre, ingen problem at der var en flok
løver tæt på lougen. Som sagt fejrede vi jul på safarien. Dette
var en meget mærkelig aften. Mig og mine forældre havde på forhånd
bestemt at vi ikke ville forsøge at holde jul i Tanzania, da de bare
ville komme til at virke en lille smule plat. Det synes ejeren af
lougen midlertidigt ikke, så hun havde juleaften lavet julemad, og
der var knallerter og små hatte. Ikke nok med at det var jul på
midten af den tanzanianske savanne, det var sågar britisk inspireret
jul på savannen. Alt i alt en rigtig sjov og mærkelig oplevelse, og
helt sikkert en jul jeg ikke foreløbig kommer til at glemme, da den
ikke kan sammenlignes med andre juleaftener.
Når
vi snakker jul vil jeg også lige tak for alle der har sendt en
julehilsen af den ene eller anden slags. Både de hilsner der er
kommet over facebook/e-mail etc. og dem der havde valgt at sende
noget med mine forældre ned. På trods af at vi havde valgt ikke at
holde jul, var det rigtig hyggeligt at så små skrivelser, tegninger
perleplader, og hvad der nu ellers var i hilsnerne af ting og sager.
Dejligt at se at man ikke var helt glemt hjemme i det kolde nord.
Da
vi var færdig med safari tog vi tilbage til Bagamoyo. Her slappede
vi mere eller mindre bare af. Dog er der en episode der skal
fremhæves. Da vi havde god tid i Bagamoyo havde vi bestemt at vi
ville ud og snorkle. Jeg vidste fra andre at der ca. 10 km fra
kysten er en sandbanke, som kommer frem ved lavvande. Jeg fik så
gennem en lokal fyr, som jeg kontakt til gennem et hotel, arrangeret
en båd. Fyren, som stod for det, kom og hentede os om morgenen, og
kørte os ned til stranden.
Her lå der en båd som vi skulle vade ud til i bølger der gik os
til midt på livet. Vi kommer af sted, men de har lidt problemer med
at finde øen, og sejler i første omgang for langt. Dette medfører
at vi ikke har nok benzin til at komme tilbage til kysten, de folk vi
sejler med ringer efter ham fyren der har arrangeret det, og aftaler
at han skal komme med en båd med mere benzin. Vi ligger så ude på
sandbanken og får snorklet. Før jeg fortsætter vil jeg gerne
påpege at snorklingen var virkelig god. Efter vi var færdige med
at snorkle gik der så 4 timer før vi endelig fik mere benzin, og
dette på trods af at de kun tager cirka en time at nå sandbanken
fra kysten. Vi kom efter 10 timer på havet rigtig trætte og rimelig
solbrændte hjem fra turen. Det er i i hvert fald hvad man må kalde
et afrikansk eventyr.
Efter
nytår tog mine forældre og jeg til Mafia Islands i det sydlige
Tanzania. Mafia Islands er en ø-gruppe består af en række øger
hvor af Mafia er den største. Ø-gruppen er kendt for to ting en
fredet marinepark, som tiltrækker dykkere og snorkelfolk fra hele
verdenen, og at hvalhajer i oktober, november, december og starten
af januar kommer ind omkring øen for at spise. Så det er mugligt at
svømme med en hvalhaj. Mafia var helt fantastisk vi boede på et
super hotel med fuld forplejning, og maden smagte af noget i
modsætning af alt det andet du får hernede. Vi skulle ligesom de
andre ud og både snorkle og svømme med hvalhajer. Snorklingen var
super, masser af koraller og fisk. Jeg forstår klart at snorklingen
kan tiltrække så mange turister. Vores hvalhajstur var dog mindre
succes fuld. Vi kom i slutningen af hvalhaj sæsonen, men høj
sæsonen for turister. Derfor var der 15 både på vandet for at
finde hvalhajer, og da der så blev spottet en haj, blev den nærmest
angrebet af turister, så den dykkede ned for ikke at blive
forståret. Overordnet set var Mafia dog en fantastisk oplevelse.
Den
sidste dag med mine forældre blev brugt i Dar es Salaam, Dar i
folkemunde. Der gik vi på storby marked i Kariakoo, spiste indisk
sammen med indiske mænd i den indiske bydel af Dar, samt drag drinks
på toppen af Dar i den bar som var på toppen af vores hotel. Alt i
alt en god dag hvor mine forældre fik indtrykket af afrikansk
storby.
Tilsidst
vil jeg slutte af med en lille sjov anekdote omkring at kunne swahili
som hvid. Da vi skulle fra lufthavnen og så til vores hotel i Dar
tog vi en taxi. På et tidspunkt holder vi i kø, og eftersom Dar har
massive problemer med kødannelse, går der folk rundt mellem bilerne
og prøver at sælge ting til billisterne. På et tidspunkt er der en
der står uden for vores taxi prøver at sælge et verdenskort til
mig. Jeg ruller så vinduet ned, og siger til ham: ”Kaka, siombi”,
som er en ikke særlig turistet måde at sige at man ikke er
interesseret i noget. Sælgeren bliver fuldstændig målløs, og
vores taxi chauffør begynder at grine af sælgeren reaktion. Der var
hvis ingen der havde regnet med at ham den hvide kunne snakke
swahili.
Nu er
mine forældre hjemme i danmark igen, og jeg er tilbage i Bagamoyo,
og suprise suprise det første jeg kom hjem til var en
strømafbrydelse. Så er alt jo ligesom ved det gamle som man kender
det.
I
denne omgang fik i en ordentlig smøre, da jeg ikke har skrevet i et
godt stykke tid. Nu når mine forældre ikke er her mere vil jeg
forsøge at opdaterer den lidt oftere igen.
Ps.
internettet er ikke lige i øjeblikket til at sende billeder, men jeg
skal nok lave et indlæg med billeder når jeg kommer til noget bedre
net.