Tilbage på pinden

I mit sidste blogindlæg skrev jeg om hvordan jeg skulle holde ferie. Dette har jeg gjort i fulde drag, og derfor har jeg også holdt pause for blogskriveriet, dog får i dette indlæg en opdate på hvad jeg har gået og lavet.

Min ferie startede med en træls oplevelse i og med, at jeg sammen med en gruppe andre var udsat for et røveri. Vi var en gruppe volontører og nogle af vores lokale venner, der havde aftalt at spise sammen på en restaurant, og mens vi sad og ventede på vores mad kommer der et par bevæbnede mænd ind, og siger at vi skal ligge os ned på gulvet og aflevere vores ting. De tog så de ting de lige fik overrakt og var meget hurtig ude igen. Personligt mistede jeg ikke andet end de penge jeg skulle have betalt med på aftenen. Det var en ret ubehagelig oplevelse, men jeg har fået det snakket godt igennem med de andre der var med på aftenen, samt med en psykolog fra min rejseforsikring. Så selve oplevelsen er landet rigtig godt, og den ene oplevelse kommer ikke til at overskygge alle de gode oplevelser jeg har haft hernede og kommer til at få. På den gode side slog oplevelsen virkelig fast at man ikke skal gå om aftenen med flere penge end man skal bruge.

Denne dårlige oplevelse blev dog hurtigt overskygget, da mine forældre kom ned her til Tanzania et par dage senere (midt i december). Det var helt fantastisk at stå ansigt til ansigt med mine forældre efter tre måneder værende væk fra dem. Vi startede med at spændere cirka en uge i Bagamoyo. Denne uge blev brugt på at vise mine forældre de steder der har betydet noget for mig i løbet af mit ophold. Dette er blandt andet huset vi bor i, skolen, de forskellige RANI-projekter og meget mere. Endvidere var vi til maletime med en lokal kunstner, Ras T, hvor vi hver i sær fik malet et masai-billede. Så mine forældre har tre meget anderledes souvenirer med sig hjem, som helt sikkert skal op på væggen at hænge hjemme i Hornslet. Det var rigtig sjovet at male (har allerede aftalt at jeg skal ned og lave et til), og efterfølgende inviterede vi Ras T ud at spise, hvor vi blandt andet snakkede om uddannelse og politik. Det var super spændende at snakke om sådanne emner med en lokal der faktisk havde noget viden om tingens sammenhæng eller mangel på samme. Min mor fik også syet et par kjoler i hos vores stam syriske Pili. Så næste gang i ser min mor er hun måske klædt i en skræddersyet, farverig, tanzaniansk kjole.

Hen over jul tog vi på safari i Mikumi-nationalparken. Dette er den samme park som jeg tidligere har været i, men dette gjorde bestemt ikke noget, da ikke to safarier er den samme, og vores guide på denne tur var helt fantastisk. Han viste noget om alt fra træer over fugle og insekter til store pattedyr, og så var han fantastisk til at spotte dyrene. Så vi fik både set løver, elefanter, giraffer, zebraer, bøfler, flere salgs antiloper, kæmpe øgler, et væld af fugle og meget meget mere. Helt fantastisk også selvom det var anden gang i samme park. Stedet vi boede var også helt i top. Vi boede på en louge ejet af en britte, Kate. Centrum i lougen var en stor bakke, hvor der på toppen lå en banda (en konstruktion med palmebaldstag og uden vægge, ret normal hernede, da man gerne vil beskytte sig mod regn, men ikke vil stoppe den kølende blæst), denne banda indeholdt hotellet rasturante/fælles areal. Hele vejen rundt og bakken var der telte, som var hævet fra jorden så dyrene ikke kunne komme ind. Stedet lå nemlig midt i parken, og der kunne derfor gå dyr rundt mellem vores telte. Fx var der en dag hvor vi kom ud af vores telt, og gik ned til masaien der skulle eskorterer os, in case der lige pludselig skulle stå en løve foran os. Masaien står så og lyser ind i buskaset lige foran vores telt, hvor der så står en antilope. Da vi så begyndte at gå op mod toppen af bakken hører vi et kæmpe brøl. Masiaen vender sig så om og siger: ”Lion” (løve). Derpå spøger vi så: ”How far is they away?” (hvor langt væk er de?). Hvortil han iskøligt svare: ”Not far”(ikke særlig langt), og så vendte han sig bare og gik videre, ingen problem at der var en flok løver tæt på lougen. Som sagt fejrede vi jul på safarien. Dette var en meget mærkelig aften. Mig og mine forældre havde på forhånd bestemt at vi ikke ville forsøge at holde jul i Tanzania, da de bare ville komme til at virke en lille smule plat. Det synes ejeren af lougen midlertidigt ikke, så hun havde juleaften lavet julemad, og der var knallerter og små hatte. Ikke nok med at det var jul på midten af den tanzanianske savanne, det var sågar britisk inspireret jul på savannen. Alt i alt en rigtig sjov og mærkelig oplevelse, og helt sikkert en jul jeg ikke foreløbig kommer til at glemme, da den ikke kan sammenlignes med andre juleaftener.

Når vi snakker jul vil jeg også lige tak for alle der har sendt en julehilsen af den ene eller anden slags. Både de hilsner der er kommet over facebook/e-mail etc. og dem der havde valgt at sende noget med mine forældre ned. På trods af at vi havde valgt ikke at holde jul, var det rigtig hyggeligt at så små skrivelser, tegninger perleplader, og hvad der nu ellers var i hilsnerne af ting og sager. Dejligt at se at man ikke var helt glemt hjemme i det kolde nord.

Da vi var færdig med safari tog vi tilbage til Bagamoyo. Her slappede vi mere eller mindre bare af. Dog er der en episode der skal fremhæves. Da vi havde god tid i Bagamoyo havde vi bestemt at vi ville ud og snorkle. Jeg vidste fra andre at der ca. 10 km fra kysten er en sandbanke, som kommer frem ved lavvande. Jeg fik så gennem en lokal fyr, som jeg kontakt til gennem et hotel, arrangeret en båd. Fyren, som stod for det, kom og hentede os om morgenen, og kørte os ned til stranden. Her lå der en båd som vi skulle vade ud til i bølger der gik os til midt på livet. Vi kommer af sted, men de har lidt problemer med at finde øen, og sejler i første omgang for langt. Dette medfører at vi ikke har nok benzin til at komme tilbage til kysten, de folk vi sejler med ringer efter ham fyren der har arrangeret det, og aftaler at han skal komme med en båd med mere benzin. Vi ligger så ude på sandbanken og får snorklet. Før jeg fortsætter vil jeg gerne påpege at snorklingen var virkelig god. Efter vi var færdige med at snorkle gik der så 4 timer før vi endelig fik mere benzin, og dette på trods af at de kun tager cirka en time at nå sandbanken fra kysten. Vi kom efter 10 timer på havet rigtig trætte og rimelig solbrændte hjem fra turen. Det er i i hvert fald hvad man må kalde et afrikansk eventyr.

Efter nytår tog mine forældre og jeg til Mafia Islands i det sydlige Tanzania. Mafia Islands er en ø-gruppe består af en række øger hvor af Mafia er den største. Ø-gruppen er kendt for to ting en fredet marinepark, som tiltrækker dykkere og snorkelfolk fra hele verdenen, og at hvalhajer i oktober, november, december og starten af januar kommer ind omkring øen for at spise. Så det er mugligt at svømme med en hvalhaj. Mafia var helt fantastisk vi boede på et super hotel med fuld forplejning, og maden smagte af noget i modsætning af alt det andet du får hernede. Vi skulle ligesom de andre ud og både snorkle og svømme med hvalhajer. Snorklingen var super, masser af koraller og fisk. Jeg forstår klart at snorklingen kan tiltrække så mange turister. Vores hvalhajstur var dog mindre succes fuld. Vi kom i slutningen af hvalhaj sæsonen, men høj sæsonen for turister. Derfor var der 15 både på vandet for at finde hvalhajer, og da der så blev spottet en haj, blev den nærmest angrebet af turister, så den dykkede ned for ikke at blive forståret. Overordnet set var Mafia dog en fantastisk oplevelse.

Den sidste dag med mine forældre blev brugt i Dar es Salaam, Dar i folkemunde. Der gik vi på storby marked i Kariakoo, spiste indisk sammen med indiske mænd i den indiske bydel af Dar, samt drag drinks på toppen af Dar i den bar som var på toppen af vores hotel. Alt i alt en god dag hvor mine forældre fik indtrykket af afrikansk storby.

Tilsidst vil jeg slutte af med en lille sjov anekdote omkring at kunne swahili som hvid. Da vi skulle fra lufthavnen og så til vores hotel i Dar tog vi en taxi. På et tidspunkt holder vi i kø, og eftersom Dar har massive problemer med kødannelse, går der folk rundt mellem bilerne og prøver at sælge ting til billisterne. På et tidspunkt er der en der står uden for vores taxi prøver at sælge et verdenskort til mig. Jeg ruller så vinduet ned, og siger til ham: ”Kaka, siombi”, som er en ikke særlig turistet måde at sige at man ikke er interesseret i noget. Sælgeren bliver fuldstændig målløs, og vores taxi chauffør begynder at grine af sælgeren reaktion. Der var hvis ingen der havde regnet med at ham den hvide kunne snakke swahili.

Nu er mine forældre hjemme i danmark igen, og jeg er tilbage i Bagamoyo, og suprise suprise det første jeg kom hjem til var en strømafbrydelse. Så er alt jo ligesom ved det gamle som man kender det.

I denne omgang fik i en ordentlig smøre, da jeg ikke har skrevet i et godt stykke tid. Nu når mine forældre ikke er her mere vil jeg forsøge at opdaterer den lidt oftere igen.

Ps. internettet er ikke lige i øjeblikket til at sende billeder, men jeg skal nok lave et indlæg med billeder når jeg kommer til noget bedre net.