Nu har jeg været hjemme i et stykke tid, og er faktisk ved at være faldet til. Eftersom man jo ikke kan have at man sådan går og falder til her i Danmark, har jeg allerede arrangeret min næste rejse. Her den 7. maj rejser jeg til Island. Jeg skal være der lidt over 14 dage. Planen er indtil videre at starte i Reykjavik (kan allerede mærke jeg er træt af stavningen på islandske byer), og så tage videre op nord på øen for at besøge Hafrun som jeg kender fra Tanzania. Hun bor med sin familie på en gård deroppe, så ligesom i Tanzania får jeg muligheden for at opleve de lokales liv. Jeg skal formentlig også hjælpe med at passe nogle får mens jeg er deroppe, så det bliver da spændende. Jeg vil prøve at smide et indlæg eller 2 op mens jeg er af sted.
PS: Som i kan se er udsenet på bloggen blevet ændret fra tanzanisk til islandsk udtryk.
torsdag den 23. april 2015
søndag den 15. marts 2015
Godt hjemme!
Jeg lovede i mit sidste indlæg at jeg ville skrive et indlæg når jeg var godt i Danmark. Det er så det jeg vil gøre her. Jeg landede i fredags i Kastrup efter cirka 24 timers rejse fra Tanzania over Doha i Qatar. Rejsen gik godt og smertefrit, men jeg behøves ikke lige ud at flyve igen forløbig. Mine forældre hentede Chalmer og mig i lufthavnen, og turen gik hjem til Hornslet. De sidste par dage er gået med at blive afklimaticeret i forhold til Danmark. Det korte af det lange er at jeg er kommet godt hjem :-)
torsdag den 12. marts 2015
Farvel og tak! :D
Nu er
taskerne ved at være pakket, og vi er snart på vej hjem. Efter et
halvt år her i Tanzania, kan man ikke forstå at tiden er gået så
hurtigt, og at det allerede er et halvt år siden vi forlod den
danske muld. Men vi altså sande at tiden bare går stærkt når man
har det sjovt. Og sjovt har vi i hvert fald haft det. Men det er
stadig svært at forstå, efter at have sendt så mange volontører
hjem, til deres respektive hjem, at det nu er vores tur til at komme
hjem til venner og familie. Nu kan vi ligeså godt få klichéerne på
banen, det her halve år vil være en tid jeg aldrig kommer til at
glemme. Det har været et halvt år med op- og nedture, men dog mest
af det første. Jeg har mødt så mange mennesker som jeg aldrig vil
glemme, dette inkluderer alt fra andre volontører hvor imellem der
helt sikker er skabt venskaber for livet, over vores altid søde
kollegaer og elever på skolen, som har været med til at gører
vores daglig dag ikke bare nemmere, men også mere festlig, til den
gennemsnitlige tanzanianer der altid hilser med et ”mambo” når
man går forbi. Der er simpelthen så mange mennesker man har fået
et forhold til på den ene eller den anden måde.
Det
har været en tid som både har været hektisk, når man har stået
på en busstation, og alle råber og skriger at du skal tage lige
netop deres bus, eller når visumet var ved at udløbe, og man på
den ene eller den anden måde skulle finde en måde at få en
fornyelse. Men der har også været tid til fuldstændig fordybelse.
Når man har siddet nede ved Ras T med et tomt lærred foran en, og
ligeså stille får man frembragt et Tinga-tinga-maleri, eller når
man sidder oppe ved Zawose i skyggen af et træ med sit instrument og
spiller, så kommer roen op i en og man er hundred procent i nuet.
Når man nu snager om det at leve i nuet, så har vi også fået
indgående kendskab til begrebet ”african-time”, og des
implikationer på samfundet og kulturen. Når man aldrig kan regne
med at tingene sker til tiden, og en aftale altid kun er halv får
man en anden tilgang til tiden, og kommer til at leve lidt mere i
nuet. Så må vi se om jeg kan finde en god balance mellem
”african-time” og ”wazungu-time” når jeg kommer hjem.
Det
er dog ikke kun en ny tid vi er blevet bekendt med. Det er en hel
kultur med sin egen historie, særprægede skikke, sprog,
kunstformer, mad-kultur etc. Det blive mærkeligt at komme hjem hvor
der ikke er noget ”mambo vipi” eller ”habari gani” når man
går på gaden. Nu har man brugt et halvt år på et nyt og eksotisk
sprog, og nu er det bare hjem til dansk, med sine trælse nutids-r og
komma-regler, ØV. Det har også været spændende at få indblik i
en mad-kultur, der er så anderledes fra vores. Hernede er kød en
luksusvare, og fingrene er et højt respekteret værktøj til at
spise med. Jeg må dog lige skynde mig at indvende at jeg ikke
behøver at have bønner med ris det næste gode stykke tid.
Selvom
dette virker meget positivt overfor Tanzania, så må jeg indrømme
at dette bliver skrevet lidt med blandede følelser. På den ene side
er det trist at skulle forlade et sted som man er begyndt at kalde
hjem, hvor man har skabt bekendtskaber, og har gode minder fra. Men
på den anden side glæder jeg mig rigtig meget til at komme
”hjem-hjem”. Hjem til alle de mennesker som man har gået og små
savnet i et halvt år. Må dog også indrømme at det bliver fedt at
komme hjem, hvor man ikke altid sveder, og man ikke skal bekymre sig
om der nu er strømafbrydelse når man kommer hjem.
Nu
sidder flere af mine læserer nok med spørgsmålet, ”Rasmus, du
har været i Tanzania 3 gange på 2 år. Skal du af sted igen?”,
Til dette kan jeg svarer, ja det skal jeg, ikke lige nu. Nu skal jeg
hjem og have base i Danmark. Den næste rejse jeg skal på kommer
heller ikke til at gå til Tanzania, nu har jeg været her for denne
stund, og nu har jeg brug for en pause. Men turen har vist mig at man
godt kan rejse i Afrika, selvom alt hvad man hører om i medierne er
sult, krig, død og sygdom. Nu ved jeg som sagt at dette billede ikke
er helt sandt, og derfor kunne det sagtens tænkes at det næste
eventyr skulle gå til et andet sted i Afrika. Som det ser ud nu skal
jeg dog ikke på eventyr lige foreløbig, men det kommer nok en dag
(når fornuften vender tilbage, ahahijaja :D ). Men nu skal jeg som
sagt hjem, og forhåbentligt tjene nogle penge, og så kommer der
måske et lille bitte eventyr til sommer, men det er der jo stadig
lang tid til.
Nu
vil jeg runde af, dette bliver det sidste blogindlæg fra tanzaniansk
jord. Jeg håber alle mine læsere har nydt at følge med i mine
rejseaktiviteter. Jeg har i hvert fald nydt at skrive om dem. Vi ses
forhåbentligt før eller siden efter jeg igen er hjemme i kongeriget
Danmark. Jeg regner med at give lyd fra mig her på bloggen, når jeg
er hjemme i Hornslet. I må alle have det godt til vi ses i Danmark.
Nu vil jeg tilbage, og se om jeg kan få alt til at være i min
bagage :D
søndag den 8. marts 2015
Bukoba!
Dette
er så forsættelsen på beretningen omkring min lille tur til
Victoria søen. Som sagt var vi ude ved en dansegruppe. Vi stod
tilligt op, og tog til busstationen i Mwanza. Her fik vi en bus til
Bukoba. Bussen kørte i cirka 30 min. før vi fik af vide at vi
skulle med en færge. Ingen problem tænkte vi, det er da lækkert at
sejle. Vi kom da også godt over og det var en fin tur. Der opstod
dog et problem, da vores bus skulle af færgen, den ville ikke gå i
gear, og vi kunne derfor ikke fortsætte. Dem der kørte bussen gik i
gang med at prøve at fikse bussen, efter to timer måtte de dog give
op. Beskeden var at der ville komme en ny bus efter en times tid,
dette kan dog sagtens betyde 3 timer når man er i Afrika. Derfor
valgte vi at spørge en anden bus, om der måske var plads til os,
det havde de, vi kunne dog ikke få et sæde før efter en halv time.
Men det virkede som et bedre alternativ end at blive og vente, så af
sted tog vi. Busturen tog cirka 7 timer, og vejende til Bukoba er
ikke super gode, så dette var ikke den bedste bustur i mit liv. Vi
ankom dog til Bukoba.
Grunden
til at vi ville til Bukoba i første omgang er at min gamle
biologilærer fra gymnasiet (Peter) har taget et års overlov for at
arbejde på et tanzaniansk universitet i Bukoba. Peter stod klar og
hentede os ved bussen, og tog os hen til et godt spisested, et
virkelig godt måltid efter en rejse, der var blevet noget længere
end forventet. Vi kørte så i Peters bil hen på universitet hvor
han arbejder. Vi fik værelser, og gik trætte i seng.
Den
næste dag gik med at Peter viste os byen. Peter er vokset op i
Bukoba, og kunne derfor både fortælle anekdoter der var 45 år
gamle, og helt nye historier om byen. Vi var blandt andet ude og se
Peters gamle skole. Vi sluttede rundvisningen i byen af med at tage
på marked, og købe ind til mørbrad-gryde – Mums, noget af det
bedste mad på turen, så skadede det jo heller ikke at vi havde købt
et par flasker vin som gave til Peter – så det endte med at blive
en vældig hyggelig aften.
Dagen
efter slappede vi bare af. Universitet hvor Peter arbejder og bor,
ligger lidt uden for byen i et meget naturskyndt område. Derfor var
det eneste vi foretog os egentlig at gå en tur i nærområdet. Peter
er som sagt biolog endvidere er han også geolog. Så nu ved jeg
rimelig meget omkring de biologiske og geologiske processer der har
skabt, og eksisterer i og omkring Victoria søen.
Den
efterfølgende dag startede med at vi tog ud på et hospital ejet af
kirken. Der var dog ingen syge, så vi tog egentlig blot derhen fordi
det lå på toppen af et bjerg, og derfor havde man fantastisk udsigt
over området. Klimaet oppe ved Victoria søen er cirka 10-15 grader
koldere, derfor ser der også meget anderledes ud i forhold til ved
kysten. Dernæst ville Peter vise os en anden skole. Han havde dog
ikke været på den på denne tur, men han mente da ikke der var så
langt, og han kunne da sagtens finde vejen. Det viste sig dog at
Peter ikke helt kunne finde vejen, og at der var forholdsvis langt.
Men så fik vi også set lidt mere af Bukoba området.
Om
mandagen ville vi køre ind til Bukoba by, det gik da også fint, men
bilen sagde nogle mærkelige lyde, og derfor blev den sendt på
værksted. Chalmer og jeg fik købt busbillet til om onsdagen. Så
tog vi på piki-piki hjem til universitet. Resten af dagen gik bare
med afslapning.
Vi
havde stadig ingen bil tirsdag. Så dagen gik med at kigge lidt på
den lille landsbyg der var poppet op omkring universitet. Vi tog dog
ind til byen for at købe ind. Vi havde snakket en del om fisk i de
foregående dage, og vi har ikke spist så meget fisk hernede – så
Peter synes vi skulle lave fisk. Vi fik købt malle-bøffer – igen
gjorde vores vin gave sig nyttig, da der både var rød og hvid-vin,
perfekt til henholdsvis mørbrad-gryde og malle-bøffer.
Onsdag
tog vi bussen tilbage til Mwanza. Heldigvis kørte bussen hele vejen.
Det var dog lidt underligt der er tog både der sejler til Mwanza. En
offentlig og en privat. Vi havde sejlet med den private på første
tur. Og her var faciliteterne super gode – god terminal, gode veje
til og fra færgen osv. Den offentlige var bare på alle måder
dårligere, det virkede dog som om den blev støttet ret voldsomt af
staten, og derfor kunne det stadig kører rundt.
Vi
overnattede så en aften før vi fløj tilbage til Dar. Derfra tog vi
direkte tilbage til Bagamoyo. Nu er vi så i Bagamoyo hvor vi vil
nyde den sidste tid. Gode hilsner herfra, og vi ses jo snart i
Danmark.
torsdag den 5. marts 2015
Mwanza!
Som
den flittige læsere ved tog jeg for ca. 2 uger siden op til Mwanza
ved Victoria søen. Turen startede med at jeg tog til Dar. Dagen før
jeg skulle til Mwanza. Dette gjorde jeg, da jeg ville komme til at få
et problem med mit visum, mens jeg ville være i Mwanza. Så jeg
tænkte at jeg lige så godt kunne tage problemerne i opløbet. Jeg
vidste at man i teorien har ret til en måneds visums forlængelse
hernede, men det er ikke altid teori og praksis passer sammen. Men
jeg tog altså til Dar. Jeg startede med at få et værelse på mit
trofaste stamhotel ”YMCA”, så spurgte jeg i receptionen om de
vidste hvor immigration var, og ved et tilfælde lå det lige 150
meter rundet om hjørnet fra hotellet. Perfekt tænkte jeg og gik der
over. Jeg kom så over på immigration, som ligger på det
tanzanianske udenrigsministerie. Her fik jeg af vide at jeg godt
kunne få forlængelsen, jeg skulle blot lave nogle kopier af mit
pas, mit gamle visum og min hjemrejse flybillet. Så jeg måtte
tilbage på hotellet og spørge om, de kunne lave nogle kopier til
mig. Det kunne de heldigvis godt, og så tilbage til immigration. Her
tager de så mit pas, samt kopier og fortæller mig at jeg kan komme
tilbage om 2 timer og hente det. Jeg tænkte perfekt, og gik ud og
fik noget frokost. Da jeg så kom tilbage kl. 13.30 (efter 2 timer)
var mit visum ikke helt klart. Det var egentlig lidt et problem, da
kontoret lukkede kl. 14.00 og jeg skulle bruge mit pas dagen efter,
da jeg skulle flyve til Mwanza. De kunne folkende på kontoret godt
se, og der blev givet nogle stempler og skrevet lidt med kuglepen, og
så havde jeg en visumforlængelse. Jeg fik så også lov til at gå
som den sidste fra kontoret den dag.
Dagen
efter fløj jeg så til Mwanza. Byen ligger i den anden ende af
landet, og det tager ca. 24 timer i bus, så jeg havde valgt at
flyve. Kender dog folk der har tager maraton-busturen, det skulle
eftersigedne ikke være det mest sindsoprivende i verden. Jeg kan
sige at afrikansk billig flyselskab var en rigtig god oplevelse –
og der var intet personale der strejkede over lønnen og
arbejdsforholdene :-) . Jeg kom til Mwanza, hvor Chalmer kom og
hentede mig i lufthavnen. Chalmer havde været ca. to uger i Kenya,
så det var dejligt at være samlet igen. Vi brugte de første par
dage på bare at gå rundt i Mwanza. Det var fint synes dog ikke at
Mwanza havde den samme ”Swahili-charme” (ved ikke helt hvordan
man kan forklare dette begreb, tror man skal have været ved kysten i
Østafrika før det kan forstås) som ude ved kysten. Tilgæng gæld
var klimaet betydeligt anderledes. Byen ligger oppe i 1300-1400
meters højde, så det er lige 10-15 grader koldere end i Bagamoyo.
Endvidere ligger byen ved Victoria søen som er verdens anden største
sø. Udsigten over søen er fantastisk.
Efter
et par dage i byen mødte jeg en dag Ema. Chalmer var hvis ved at
Skype, så jeg gik alene rundt. Jeg kommer forbi en kunst-butik som
lå ved siden af en bar, og kunstnerne inviterer mig til at komme og
”dele historie og ideer”. Så jeg sætter mig og får en cola, og
snakker lidt med dem. Området omkring Victoria søen er madmæssigt
kendt for to ting – fisk (særligt nill-ørred og tulapia) og
bananer (både bananer som vi kender fra Danmark og koge bananer). Da
snakken falder på bananer spøger kunsterne om jeg nogensinde har
prøvet den lokale bananøl pembe (de kalder det øl, men det er hvis
tættere beslægtet med vin). Det havde jeg ikke, så det skulle jeg
da prøve, så vi tog hen til et sted og fik bananøl/vin. Jeg må
sige at jeg synes at det smagte vældigt dårligt, men det var da en
oplevelse. Kunstnerene synes det var vældigt godt, særligt fordi
jeg havde sagt at jeg godt kunne give et par flasker. En flaske med
en liter kostede også kun 1500 Tsh (6 DKK), så det var ikke noget
man blev ruineret af. Jeg tog hjem, og var bestemt blevet en
oplevelse rigere.
Næste
dag tog vi forbi kunstnernes shop igen – jeg havde lovet at Chalmer
også ville komme forbi og hilse. Da vi kom derned spurte de om vi
havde nogle planer. Det havde vi ikke så de spurte om vi ville med
ud og gå en tur. De sagde at de trængte efter bananøllet fra dagen
før. Det vi troede bare skulle være en lille tur blev pludselig til
at vi kom op på det højeste punkt i Mwanza. Der ligger en række
bakker i Mwanza, og kunstnerne tog os med op på den højeste.
Udsigten var fantastisk deroppe fra, desværre havde vi ikke kamera
med, da vi ikke havde regnet med at vi skulle der op. Vi gav en gang
frokost for godt guide arbejde, og sagde farvel, da vi næste da
skulle videre.
Vi
stod op om morgenen og tog ud til en danse gruppe som Chalmer havde
besøgt tilbage i december. Dagen bød på masser af dans. Desværre
drillede min krop lidt den dag, så jeg fik ikke deltaget i så meget
af det. Men det var stadig hyggeligt at være der ude sammen med dem,
og se hvordan de dansede, lavede trommer osv.
Dagen
efter stod vi meget tidligt op, og drog af sted til Bukoba, som
ligger mere nord på end Mwanza, altså længere oppe mod Uganda.
Dette vil jeg dog berette om i næste indlæg.
Ps.
Billeder fra turen kommer senrer hvis jeg altså kan nå det før jeg
tager hjem fra Tanzania.
søndag den 15. februar 2015
Alene i Bagamoyo
Jeg har nu været alene i Bagamoyo i en lille uge. Eller det vil sige jeg har ikke været helt alene. Jeg har blot boet alene. Chalmer tog for en uges tid siden til Kenya, hvor han skulle besøge nogle venner. Jeg valgte at blive i Bagamoyo. Jeg har dog ikke været helt alene, først på ugen ankom der to af mine gamle lærer fra egaa med deres familie (Red: De danner par privat). Så dem hjælp jeg lidt med at finde rundt i byen. Senere her hen mod slutningen af ugen kom der en gymnasieklasse fra Gammel Hellerup Gymnasium som jeg også brugte noget tid sammen med. Så jeg er ved at kunne kladde mig erfaren guide, måske jeg skulle afskaffe mig et guidekort, jeg har hørt det giver gratis adgang rigtig mange steder :-D. Hvad har jeg så brugt tiden på ud over at være guide? Jeg har malet et par billeder mere, så har jeg også købt et par billeder eller fire. Så har jeg også købt lidt souvenirers og fået syet noget mere tøj. Egentligt har jeg bare slappet ennormt meget af, så det har været fedt.
Som jeg skrev i sidste indlæg tager jeg til Mwanza her i slutningen af næste uge, og joiner op med Chalmer igen. Dette betyder at, ved mindre der sker noget sindsoprivende spændende i mit liv, eller jeg bare kommer til at få nogle tanker jeg bliver nødt til at dele i løbet af den næste uge, bliver dette det sidste blogindlæg inden jeg kommer tilbage til Bagamoyo i starten af Marts. Så hvis i ikke hører fra mig inden, da skal i bare vide at jeg har det godt, og i må selvfølgelig også have det godt med det i nu går og laver :-)
![]() |
| Sådan her ser en rigtig mand ud efter at have været i afrika i 5-6 måneder. Stort skæg, flot smil, urenhud, stort hår - simpelthen hele pakken,. |
lørdag den 31. januar 2015
Hold da op tiden går hurtig
Nu er
Chalmer (min rejsekammerat) og jeg tilbage hvor vi startede. Vi
sendte for et par dage siden pigerne som vi boede med tilbage til
Danmark, derfor er vi nu alene fuldstændig ligesom da vi ankom for
cirka fire en halv måned siden – hold da op tiden går hurtig. Vi
er dog ikke helt tilbage ved udgangspunktet, da vi på nuværende
tidspunkt er mange oplevelser og erfaringer rigere end da vi ankom.
Jeg
ved ikke om man kunne fornemme det på forrige indlæg, men da
klassen var der havde jeg ret travlt. Det var ekstremt hyggeligt at
klassen var der, men pludselig står man med 30 unge mennesker der
gerne vil have hjælp med at skaffe alt fra transport over
myggemiddel til mangoer. Men jeg skal nok ikke klage, da vi helt
sikkert var på præcis samme måde, da min klasse var på studietur
hernede for to år siden - allerede to år siden, hold da op tiden
går hurtig. Så er det nok også godt nok at vi bliver mindet om
hvordan det er at have travlt, så det ikke kommer som et totalt chok
når vi kommer hjem til Danmark. Klassen var som sagt enormt søde,
og Chalmer og jeg blev virkelig lukket rigtig godt ind i især
drengegruppen. Da klassen kom flyttede vi ud af vores hus, og
flyttede ind på skolens kostskoleafsnit, sammen med drengene fra
klassen. Dette gjorde at vi kom til at tilbringe nogle timer sammen
med dem, og kom til at lærer dem ret godt at kende. Det var ret
sjovt at se hvordan de mindende rigtig meget om os, da vi var på
studietur hernede. Men det satte også lidt i perspektiv hvor meget
man personlighedsmærssigt har udviklet sig siden da. Og drenge hvis
der er nogen af jer der læser med, skal i ikke tage det som en
kritik, der sker bare meget i løbet af den sidste tid i gymnasiet
smat efter et par måneder i Tanzania.
Men
klassen skulle jo også videre fra Bagamoyo. De forlod os for at tage
på vandretur i Usambara, som er en bjergkæde i det nordøstlige
Tanzania. Som sagt i indledningen er de piger som vi boede og har
undervist sammen med taget hjem. Dette var altså deres sidste til i
Tanzania, og derfor blev der brugt en del tid med at sige farvel til
folk i byen. Dagen før pigerne skulle flyve, tog vi alle til Dar og
overnattede. Så smuttede de hjem efter en hyggelig sidste aften
sammen på tanzaniansk jord. Da vi havde sendt pigerne af sted
passede det så fint at vi kunne tage ud til Kipepeo Beach og møde
klassen igen som var taget derhen efter deres vandre tur. Kipepeo er
en fantastisk strand der ligger lige syd for Dar. Igen var det
hyggeligt at være sammen med klassen. Efter to overnatninger fik vi
sendt klassen af sted. Alt i alt har det været en ekstrem god
oplevelse at være guide hernede.
Nu er
vi så tilbage i gode gamle Bagamoyo. Her vil Chalmer og jeg blive
sammen den næste cirka halvanden uge, hvorefter Chalmer vil tage til
Kenya for at besøge nogen. Jeg har af forskellige årsager valgt at
blive i Bagamoyo. Så der bliver lige en periode hvor jeg bare skal
chille lidt for mig selv i Bagamoyo. Så den 21. tager jeg til Mwanza
i det nordvestlige Tanzania, hvor jeg vil mødes med Chalmer igen. Så
har vi et par dage i Mwanza, for derefter at tage til Bukoba, hvor
vores gamle biologisærer fra gymnasiet pt arbejder, vi kender også
en volontør som arbejder der. Så vi skal besøge et par personer i
Bukoba, for sammen at flyve hjem til Dar den 7. marts. Vi tager så
tilbage til Bagamoyo og henter vores bagage. Og flyver derefter hjem
til Danmark den 12. marts (flyver fra Tanzania den 12., men er først
i Danmark den 13.) - Når man skriver det ned på denne måde virker
det godt nok som om jeg meget snart er tilbage i Danmark – hold da
op tiden går hurtig.
Abonner på:
Opslag (Atom)
