Nye eventyr

Nu har jeg været hjemme i et stykke tid, og er faktisk ved at være faldet til. Eftersom man jo ikke kan have at man sådan går og falder til her i Danmark, har jeg allerede arrangeret min næste rejse. Her den 7. maj rejser jeg til Island. Jeg skal være der lidt over 14 dage. Planen er indtil videre at starte i Reykjavik (kan allerede mærke jeg er træt af stavningen på islandske byer), og så tage videre op nord på øen for at besøge Hafrun som jeg kender fra Tanzania.  Hun bor med sin familie på en gård deroppe, så ligesom i Tanzania får jeg muligheden for at opleve de lokales liv. Jeg skal formentlig også hjælpe med at passe nogle får mens jeg er deroppe, så det bliver da spændende. Jeg vil prøve at smide et indlæg eller 2 op mens jeg er af sted.



PS: Som i kan se er udsenet på bloggen blevet ændret fra tanzanisk til islandsk udtryk.

Godt hjemme!

Jeg lovede i mit sidste indlæg at jeg ville skrive et indlæg når jeg var godt i Danmark. Det er så det jeg vil gøre her. Jeg landede i fredags i Kastrup efter cirka 24 timers rejse fra Tanzania over Doha i Qatar. Rejsen gik godt og smertefrit, men jeg behøves ikke lige ud at flyve igen forløbig. Mine forældre hentede Chalmer og mig i lufthavnen, og turen gik hjem til Hornslet. De sidste par dage er gået med at blive afklimaticeret i forhold til Danmark. Det korte af det lange er at jeg er kommet godt hjem :-)

Farvel og tak! :D

Nu er taskerne ved at være pakket, og vi er snart på vej hjem. Efter et halvt år her i Tanzania, kan man ikke forstå at tiden er gået så hurtigt, og at det allerede er et halvt år siden vi forlod den danske muld. Men vi altså sande at tiden bare går stærkt når man har det sjovt. Og sjovt har vi i hvert fald haft det. Men det er stadig svært at forstå, efter at have sendt så mange volontører hjem, til deres respektive hjem, at det nu er vores tur til at komme hjem til venner og familie. Nu kan vi ligeså godt få klichéerne på banen, det her halve år vil være en tid jeg aldrig kommer til at glemme. Det har været et halvt år med op- og nedture, men dog mest af det første. Jeg har mødt så mange mennesker som jeg aldrig vil glemme, dette inkluderer alt fra andre volontører hvor imellem der helt sikker er skabt venskaber for livet, over vores altid søde kollegaer og elever på skolen, som har været med til at gører vores daglig dag ikke bare nemmere, men også mere festlig, til den gennemsnitlige tanzanianer der altid hilser med et ”mambo” når man går forbi. Der er simpelthen så mange mennesker man har fået et forhold til på den ene eller den anden måde.

Det har været en tid som både har været hektisk, når man har stået på en busstation, og alle råber og skriger at du skal tage lige netop deres bus, eller når visumet var ved at udløbe, og man på den ene eller den anden måde skulle finde en måde at få en fornyelse. Men der har også været tid til fuldstændig fordybelse. Når man har siddet nede ved Ras T med et tomt lærred foran en, og ligeså stille får man frembragt et Tinga-tinga-maleri, eller når man sidder oppe ved Zawose i skyggen af et træ med sit instrument og spiller, så kommer roen op i en og man er hundred procent i nuet. Når man nu snager om det at leve i nuet, så har vi også fået indgående kendskab til begrebet ”african-time”, og des implikationer på samfundet og kulturen. Når man aldrig kan regne med at tingene sker til tiden, og en aftale altid kun er halv får man en anden tilgang til tiden, og kommer til at leve lidt mere i nuet. Så må vi se om jeg kan finde en god balance mellem ”african-time” og ”wazungu-time” når jeg kommer hjem.

Det er dog ikke kun en ny tid vi er blevet bekendt med. Det er en hel kultur med sin egen historie, særprægede skikke, sprog, kunstformer, mad-kultur etc. Det blive mærkeligt at komme hjem hvor der ikke er noget ”mambo vipi” eller ”habari gani” når man går på gaden. Nu har man brugt et halvt år på et nyt og eksotisk sprog, og nu er det bare hjem til dansk, med sine trælse nutids-r og komma-regler, ØV. Det har også været spændende at få indblik i en mad-kultur, der er så anderledes fra vores. Hernede er kød en luksusvare, og fingrene er et højt respekteret værktøj til at spise med. Jeg må dog lige skynde mig at indvende at jeg ikke behøver at have bønner med ris det næste gode stykke tid.

Selvom dette virker meget positivt overfor Tanzania, så må jeg indrømme at dette bliver skrevet lidt med blandede følelser. På den ene side er det trist at skulle forlade et sted som man er begyndt at kalde hjem, hvor man har skabt bekendtskaber, og har gode minder fra. Men på den anden side glæder jeg mig rigtig meget til at komme ”hjem-hjem”. Hjem til alle de mennesker som man har gået og små savnet i et halvt år. Må dog også indrømme at det bliver fedt at komme hjem, hvor man ikke altid sveder, og man ikke skal bekymre sig om der nu er strømafbrydelse når man kommer hjem.

Nu sidder flere af mine læserer nok med spørgsmålet, ”Rasmus, du har været i Tanzania 3 gange på 2 år. Skal du af sted igen?”, Til dette kan jeg svarer, ja det skal jeg, ikke lige nu. Nu skal jeg hjem og have base i Danmark. Den næste rejse jeg skal på kommer heller ikke til at gå til Tanzania, nu har jeg været her for denne stund, og nu har jeg brug for en pause. Men turen har vist mig at man godt kan rejse i Afrika, selvom alt hvad man hører om i medierne er sult, krig, død og sygdom. Nu ved jeg som sagt at dette billede ikke er helt sandt, og derfor kunne det sagtens tænkes at det næste eventyr skulle gå til et andet sted i Afrika. Som det ser ud nu skal jeg dog ikke på eventyr lige foreløbig, men det kommer nok en dag (når fornuften vender tilbage, ahahijaja :D ). Men nu skal jeg som sagt hjem, og forhåbentligt tjene nogle penge, og så kommer der måske et lille bitte eventyr til sommer, men det er der jo stadig lang tid til.

Nu vil jeg runde af, dette bliver det sidste blogindlæg fra tanzaniansk jord. Jeg håber alle mine læsere har nydt at følge med i mine rejseaktiviteter. Jeg har i hvert fald nydt at skrive om dem. Vi ses forhåbentligt før eller siden efter jeg igen er hjemme i kongeriget Danmark. Jeg regner med at give lyd fra mig her på bloggen, når jeg er hjemme i Hornslet. I må alle have det godt til vi ses i Danmark. Nu vil jeg tilbage, og se om jeg kan få alt til at være i min bagage :D

Bukoba!

Dette er så forsættelsen på beretningen omkring min lille tur til Victoria søen. Som sagt var vi ude ved en dansegruppe. Vi stod tilligt op, og tog til busstationen i Mwanza. Her fik vi en bus til Bukoba. Bussen kørte i cirka 30 min. før vi fik af vide at vi skulle med en færge. Ingen problem tænkte vi, det er da lækkert at sejle. Vi kom da også godt over og det var en fin tur. Der opstod dog et problem, da vores bus skulle af færgen, den ville ikke gå i gear, og vi kunne derfor ikke fortsætte. Dem der kørte bussen gik i gang med at prøve at fikse bussen, efter to timer måtte de dog give op. Beskeden var at der ville komme en ny bus efter en times tid, dette kan dog sagtens betyde 3 timer når man er i Afrika. Derfor valgte vi at spørge en anden bus, om der måske var plads til os, det havde de, vi kunne dog ikke få et sæde før efter en halv time. Men det virkede som et bedre alternativ end at blive og vente, så af sted tog vi. Busturen tog cirka 7 timer, og vejende til Bukoba er ikke super gode, så dette var ikke den bedste bustur i mit liv. Vi ankom dog til Bukoba.

Grunden til at vi ville til Bukoba i første omgang er at min gamle biologilærer fra gymnasiet (Peter) har taget et års overlov for at arbejde på et tanzaniansk universitet i Bukoba. Peter stod klar og hentede os ved bussen, og tog os hen til et godt spisested, et virkelig godt måltid efter en rejse, der var blevet noget længere end forventet. Vi kørte så i Peters bil hen på universitet hvor han arbejder. Vi fik værelser, og gik trætte i seng.

Den næste dag gik med at Peter viste os byen. Peter er vokset op i Bukoba, og kunne derfor både fortælle anekdoter der var 45 år gamle, og helt nye historier om byen. Vi var blandt andet ude og se Peters gamle skole. Vi sluttede rundvisningen i byen af med at tage på marked, og købe ind til mørbrad-gryde – Mums, noget af det bedste mad på turen, så skadede det jo heller ikke at vi havde købt et par flasker vin som gave til Peter – så det endte med at blive en vældig hyggelig aften.

Dagen efter slappede vi bare af. Universitet hvor Peter arbejder og bor, ligger lidt uden for byen i et meget naturskyndt område. Derfor var det eneste vi foretog os egentlig at gå en tur i nærområdet. Peter er som sagt biolog endvidere er han også geolog. Så nu ved jeg rimelig meget omkring de biologiske og geologiske processer der har skabt, og eksisterer i og omkring Victoria søen.

Den efterfølgende dag startede med at vi tog ud på et hospital ejet af kirken. Der var dog ingen syge, så vi tog egentlig blot derhen fordi det lå på toppen af et bjerg, og derfor havde man fantastisk udsigt over området. Klimaet oppe ved Victoria søen er cirka 10-15 grader koldere, derfor ser der også meget anderledes ud i forhold til ved kysten. Dernæst ville Peter vise os en anden skole. Han havde dog ikke været på den på denne tur, men han mente da ikke der var så langt, og han kunne da sagtens finde vejen. Det viste sig dog at Peter ikke helt kunne finde vejen, og at der var forholdsvis langt. Men så fik vi også set lidt mere af Bukoba området.

Om mandagen ville vi køre ind til Bukoba by, det gik da også fint, men bilen sagde nogle mærkelige lyde, og derfor blev den sendt på værksted. Chalmer og jeg fik købt busbillet til om onsdagen. Så tog vi på piki-piki hjem til universitet. Resten af dagen gik bare med afslapning.

Vi havde stadig ingen bil tirsdag. Så dagen gik med at kigge lidt på den lille landsbyg der var poppet op omkring universitet. Vi tog dog ind til byen for at købe ind. Vi havde snakket en del om fisk i de foregående dage, og vi har ikke spist så meget fisk hernede – så Peter synes vi skulle lave fisk. Vi fik købt malle-bøffer – igen gjorde vores vin gave sig nyttig, da der både var rød og hvid-vin, perfekt til henholdsvis mørbrad-gryde og malle-bøffer.

Onsdag tog vi bussen tilbage til Mwanza. Heldigvis kørte bussen hele vejen. Det var dog lidt underligt der er tog både der sejler til Mwanza. En offentlig og en privat. Vi havde sejlet med den private på første tur. Og her var faciliteterne super gode – god terminal, gode veje til og fra færgen osv. Den offentlige var bare på alle måder dårligere, det virkede dog som om den blev støttet ret voldsomt af staten, og derfor kunne det stadig kører rundt.

Vi overnattede så en aften før vi fløj tilbage til Dar. Derfra tog vi direkte tilbage til Bagamoyo. Nu er vi så i Bagamoyo hvor vi vil nyde den sidste tid. Gode hilsner herfra, og vi ses jo snart i Danmark.

Mwanza!

Som den flittige læsere ved tog jeg for ca. 2 uger siden op til Mwanza ved Victoria søen. Turen startede med at jeg tog til Dar. Dagen før jeg skulle til Mwanza. Dette gjorde jeg, da jeg ville komme til at få et problem med mit visum, mens jeg ville være i Mwanza. Så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne tage problemerne i opløbet. Jeg vidste at man i teorien har ret til en måneds visums forlængelse hernede, men det er ikke altid teori og praksis passer sammen. Men jeg tog altså til Dar. Jeg startede med at få et værelse på mit trofaste stamhotel ”YMCA”, så spurgte jeg i receptionen om de vidste hvor immigration var, og ved et tilfælde lå det lige 150 meter rundet om hjørnet fra hotellet. Perfekt tænkte jeg og gik der over. Jeg kom så over på immigration, som ligger på det tanzanianske udenrigsministerie. Her fik jeg af vide at jeg godt kunne få forlængelsen, jeg skulle blot lave nogle kopier af mit pas, mit gamle visum og min hjemrejse flybillet. Så jeg måtte tilbage på hotellet og spørge om, de kunne lave nogle kopier til mig. Det kunne de heldigvis godt, og så tilbage til immigration. Her tager de så mit pas, samt kopier og fortæller mig at jeg kan komme tilbage om 2 timer og hente det. Jeg tænkte perfekt, og gik ud og fik noget frokost. Da jeg så kom tilbage kl. 13.30 (efter 2 timer) var mit visum ikke helt klart. Det var egentlig lidt et problem, da kontoret lukkede kl. 14.00 og jeg skulle bruge mit pas dagen efter, da jeg skulle flyve til Mwanza. De kunne folkende på kontoret godt se, og der blev givet nogle stempler og skrevet lidt med kuglepen, og så havde jeg en visumforlængelse. Jeg fik så også lov til at gå som den sidste fra kontoret den dag.

Dagen efter fløj jeg så til Mwanza. Byen ligger i den anden ende af landet, og det tager ca. 24 timer i bus, så jeg havde valgt at flyve. Kender dog folk der har tager maraton-busturen, det skulle eftersigedne ikke være det mest sindsoprivende i verden. Jeg kan sige at afrikansk billig flyselskab var en rigtig god oplevelse – og der var intet personale der strejkede over lønnen og arbejdsforholdene :-) . Jeg kom til Mwanza, hvor Chalmer kom og hentede mig i lufthavnen. Chalmer havde været ca. to uger i Kenya, så det var dejligt at være samlet igen. Vi brugte de første par dage på bare at gå rundt i Mwanza. Det var fint synes dog ikke at Mwanza havde den samme ”Swahili-charme” (ved ikke helt hvordan man kan forklare dette begreb, tror man skal have været ved kysten i Østafrika før det kan forstås) som ude ved kysten. Tilgæng gæld var klimaet betydeligt anderledes. Byen ligger oppe i 1300-1400 meters højde, så det er lige 10-15 grader koldere end i Bagamoyo. Endvidere ligger byen ved Victoria søen som er verdens anden største sø. Udsigten over søen er fantastisk.

Efter et par dage i byen mødte jeg en dag Ema. Chalmer var hvis ved at Skype, så jeg gik alene rundt. Jeg kommer forbi en kunst-butik som lå ved siden af en bar, og kunstnerne inviterer mig til at komme og ”dele historie og ideer”. Så jeg sætter mig og får en cola, og snakker lidt med dem. Området omkring Victoria søen er madmæssigt kendt for to ting – fisk (særligt nill-ørred og tulapia) og bananer (både bananer som vi kender fra Danmark og koge bananer). Da snakken falder på bananer spøger kunsterne om jeg nogensinde har prøvet den lokale bananøl pembe (de kalder det øl, men det er hvis tættere beslægtet med vin). Det havde jeg ikke, så det skulle jeg da prøve, så vi tog hen til et sted og fik bananøl/vin. Jeg må sige at jeg synes at det smagte vældigt dårligt, men det var da en oplevelse. Kunstnerene synes det var vældigt godt, særligt fordi jeg havde sagt at jeg godt kunne give et par flasker. En flaske med en liter kostede også kun 1500 Tsh (6 DKK), så det var ikke noget man blev ruineret af. Jeg tog hjem, og var bestemt blevet en oplevelse rigere.

Næste dag tog vi forbi kunstnernes shop igen – jeg havde lovet at Chalmer også ville komme forbi og hilse. Da vi kom derned spurte de om vi havde nogle planer. Det havde vi ikke så de spurte om vi ville med ud og gå en tur. De sagde at de trængte efter bananøllet fra dagen før. Det vi troede bare skulle være en lille tur blev pludselig til at vi kom op på det højeste punkt i Mwanza. Der ligger en række bakker i Mwanza, og kunstnerne tog os med op på den højeste. Udsigten var fantastisk deroppe fra, desværre havde vi ikke kamera med, da vi ikke havde regnet med at vi skulle der op. Vi gav en gang frokost for godt guide arbejde, og sagde farvel, da vi næste da skulle videre.

Vi stod op om morgenen og tog ud til en danse gruppe som Chalmer havde besøgt tilbage i december. Dagen bød på masser af dans. Desværre drillede min krop lidt den dag, så jeg fik ikke deltaget i så meget af det. Men det var stadig hyggeligt at være der ude sammen med dem, og se hvordan de dansede, lavede trommer osv.

Dagen efter stod vi meget tidligt op, og drog af sted til Bukoba, som ligger mere nord på end Mwanza, altså længere oppe mod Uganda. Dette vil jeg dog berette om i næste indlæg.

Ps. Billeder fra turen kommer senrer hvis jeg altså kan nå det før jeg tager hjem fra Tanzania.

Alene i Bagamoyo

Jeg har nu været alene i Bagamoyo i en lille uge. Eller det vil sige jeg har ikke været helt alene. Jeg har blot boet alene. Chalmer tog for en uges tid siden til Kenya, hvor han skulle besøge nogle venner. Jeg valgte at blive i Bagamoyo. Jeg har dog ikke været helt alene, først på ugen ankom der to af mine gamle lærer fra egaa med deres familie (Red: De danner par privat). Så dem hjælp jeg lidt med at finde rundt i byen. Senere her hen mod slutningen af ugen kom der en gymnasieklasse fra Gammel Hellerup Gymnasium som jeg også brugte noget tid sammen med. Så jeg er ved at kunne kladde mig erfaren guide, måske jeg skulle afskaffe mig et guidekort, jeg har hørt det giver gratis adgang rigtig mange steder :-D.  Hvad har jeg så brugt tiden på ud over at være guide? Jeg har malet et par billeder mere, så har jeg også købt et par billeder eller fire. Så har jeg også købt lidt souvenirers og fået syet noget mere tøj. Egentligt har jeg bare slappet ennormt meget af, så det har været fedt.

Som jeg skrev i sidste indlæg tager jeg til Mwanza her i slutningen af næste uge, og joiner op med Chalmer igen. Dette betyder at, ved mindre der sker noget sindsoprivende spændende i mit liv, eller jeg bare kommer til at få nogle tanker jeg bliver nødt til at dele i løbet af den næste uge, bliver dette det sidste blogindlæg inden jeg kommer tilbage til Bagamoyo i starten af Marts. Så hvis i ikke hører fra mig inden, da skal i bare vide at jeg har det godt, og i må selvfølgelig også have det godt med det i nu går og laver :-)

Sådan her ser en rigtig mand ud efter at have været i afrika i 5-6 måneder. Stort skæg, flot smil, urenhud, stort hår - simpelthen hele pakken,.

Hold da op tiden går hurtig

Nu er Chalmer (min rejsekammerat) og jeg tilbage hvor vi startede. Vi sendte for et par dage siden pigerne som vi boede med tilbage til Danmark, derfor er vi nu alene fuldstændig ligesom da vi ankom for cirka fire en halv måned siden – hold da op tiden går hurtig. Vi er dog ikke helt tilbage ved udgangspunktet, da vi på nuværende tidspunkt er mange oplevelser og erfaringer rigere end da vi ankom.

Jeg ved ikke om man kunne fornemme det på forrige indlæg, men da klassen var der havde jeg ret travlt. Det var ekstremt hyggeligt at klassen var der, men pludselig står man med 30 unge mennesker der gerne vil have hjælp med at skaffe alt fra transport over myggemiddel til mangoer. Men jeg skal nok ikke klage, da vi helt sikkert var på præcis samme måde, da min klasse var på studietur hernede for to år siden - allerede to år siden, hold da op tiden går hurtig. Så er det nok også godt nok at vi bliver mindet om hvordan det er at have travlt, så det ikke kommer som et totalt chok når vi kommer hjem til Danmark. Klassen var som sagt enormt søde, og Chalmer og jeg blev virkelig lukket rigtig godt ind i især drengegruppen. Da klassen kom flyttede vi ud af vores hus, og flyttede ind på skolens kostskoleafsnit, sammen med drengene fra klassen. Dette gjorde at vi kom til at tilbringe nogle timer sammen med dem, og kom til at lærer dem ret godt at kende. Det var ret sjovt at se hvordan de mindende rigtig meget om os, da vi var på studietur hernede. Men det satte også lidt i perspektiv hvor meget man personlighedsmærssigt har udviklet sig siden da. Og drenge hvis der er nogen af jer der læser med, skal i ikke tage det som en kritik, der sker bare meget i løbet af den sidste tid i gymnasiet smat efter et par måneder i Tanzania.

Men klassen skulle jo også videre fra Bagamoyo. De forlod os for at tage på vandretur i Usambara, som er en bjergkæde i det nordøstlige Tanzania. Som sagt i indledningen er de piger som vi boede og har undervist sammen med taget hjem. Dette var altså deres sidste til i Tanzania, og derfor blev der brugt en del tid med at sige farvel til folk i byen. Dagen før pigerne skulle flyve, tog vi alle til Dar og overnattede. Så smuttede de hjem efter en hyggelig sidste aften sammen på tanzaniansk jord. Da vi havde sendt pigerne af sted passede det så fint at vi kunne tage ud til Kipepeo Beach og møde klassen igen som var taget derhen efter deres vandre tur. Kipepeo er en fantastisk strand der ligger lige syd for Dar. Igen var det hyggeligt at være sammen med klassen. Efter to overnatninger fik vi sendt klassen af sted. Alt i alt har det været en ekstrem god oplevelse at være guide hernede.

Nu er vi så tilbage i gode gamle Bagamoyo. Her vil Chalmer og jeg blive sammen den næste cirka halvanden uge, hvorefter Chalmer vil tage til Kenya for at besøge nogen. Jeg har af forskellige årsager valgt at blive i Bagamoyo. Så der bliver lige en periode hvor jeg bare skal chille lidt for mig selv i Bagamoyo. Så den 21. tager jeg til Mwanza i det nordvestlige Tanzania, hvor jeg vil mødes med Chalmer igen. Så har vi et par dage i Mwanza, for derefter at tage til Bukoba, hvor vores gamle biologisærer fra gymnasiet pt arbejder, vi kender også en volontør som arbejder der. Så vi skal besøge et par personer i Bukoba, for sammen at flyve hjem til Dar den 7. marts. Vi tager så tilbage til Bagamoyo og henter vores bagage. Og flyver derefter hjem til Danmark den 12. marts (flyver fra Tanzania den 12., men er først i Danmark den 13.) - Når man skriver det ned på denne måde virker det godt nok som om jeg meget snart er tilbage i Danmark – hold da op tiden går hurtig.